Man skal på hospitalet, når man bliver syg. Men man skal tilsyneladende også blive der, når man er rask igen. Især hvis man er borger i Lyngby-Taarbæk. Ifølge en undersøgelse, som Altinget.dk har lavet på baggrund af tal fra sundhedsstyrelsen, er Lyngby-Taarbæk således den kommune i landet, der bruger flest penge pr. indbygger på at have raske personer liggende på regionens hospitaler. 119 kroner pr. indbygger eller i alt over 6 millioner kroner, var hvad kommunen i 2007 betalte til hospitalerne for at have raske personer liggende. Det drejer sig især om ældre personer, som kommunen ikke kan finde plads til i ældreboliger, om borgere, der har brug for genoptræning og så er der også en gruppe af de mentalt handicappede, som må blive på hospitalet, fordi der ikke er en beskyttet bolig. Formanden for kommunens sundhedsudvalg, Simon Pihl Sørensen (S), mener, at kommunens topplacering skal ses i lyset af, at der er forholdsvis mange ældre i Lyngby-Taarbæk sammenlignet med andre kommuner. "Ikke så mærkeligt, at vi har ligget i top, da vi jo har flere ældre pr. indbygger blandt de store kommuner. Det samme gælder de andre kommuner i toppen, som også har mange ældre. Men altså ikke så mange som os. Hvis man tager højde for alderssammensætningen, ligger vi faktisk bedre end både Gentofte og Herlev," siger Simon Pihl Sørensen. Han påpeger samtidig, at kommunen i det nye år har knækket kurven, og at det er en prioritet, at få bragt det endnu længere ned. "Målet er hurtig tilbagevenden og forebyggelse af genindlæggelser. Derfor er både kontakten til hospitalet, plejehjemskapaciteten og en rigtig god genoptræning en topprioritet," siger Simon Pihl Sørensen.
Læs mere på dgo.dk.
Link: EGV fonden og gerontologi
17.03.2008. 05:37
Denne artikel er ikke blevet kommenteret endnu.
Skriv en kommentar
* = obligatorisk